Anna Lewinsky klædeskab
STILIKONER

Anna Lewinsky: Mine sanser og fantasi skal pirres

Hver mandag morgen kl. 10 står Anna Lewinsky klar i Hellerups Røde Kors for at finde unikke køb, der taler til hendes æstetiske sans, som blander japansk sanselighed med fransk raffinement.

Anna Lewinsky

… er 52 år, uddannet cand.phil. i engelsk og foretrækker genbrug fremfor nyt i klædeskabet. Underviser som privatlærer i engelsk i lejligheden i Hellerup, hvor hun bor sammen med sin mand. Parrets interesse for kunst og især japansk kultur afspejler sig tydeligt i lejlighedens interiør.

Hvad er god stil for dig?

Nu afdøde chefredaktør for Vogue Diana Vreeland sagde: ‘The eye has to travel’. Det synspunkt deler jeg. Mine sanser og min fantasi skal pirres. Stil er en fin balance mellem elegance, noget eksotisk og noget finurligt. Min drømmestil er mødet mellem udsøgt japansk sanselighed og fransk raffinement.

LÆS OGSÅ: Mariam Mistry: Eventyrlig garderobe med søde sager 

Hvordan har din smag ændret sig, i takt med at du er blevet ældre?

Det huer mig ikke rigtig, men jeg er klart blevet mere praktisk og går meget op i komfort. De ting skelede jeg aldrig til, da jeg var ung. Til gengæld er jeg ligeglad med, om jeg er overdressed – jeg tager det på, jeg har lyst til. Dog: mindre hud, mere stof.

Hvad bør enhver kvinde have i sin garderobe?

Plads! Jeg forbinder ‘bør’ med pligt, men ‘klædeskab’ med lyst – så jeg synes, enhver kvinde skal fylde sit klædeskab med det, der taler til hendes æstetiske sans. Men når vi taler om ‘bør’, kommer vi ikke uden om, at vi har meget nedbør i Danmark, så en regnfrakke er et must.

Det smukke bord med japanske dekorationer fandt Anna Lewinsky i storskrald. Nu pynter det i stuen på første sal.

Hvordan bruger du dine accessories?

Jeg er ikke særlig dygtig til accessories, selv om jeg elsker smykker, hårpynt, hatte og har en decideret tørklædefetich. Men fordi jeg er petite, kommer jeg let til at se overlæsset ud.  Jeg er en stor beundrer af accessory-dronningen over dem alle, Iris Apfel, der siger ‘more is more, less is a bore’ – måske er jeg bare en accessory bore?

Hvad er dit allerbedste køb?

En kort kimono fra Japan. Jeg købte den egentlig som dekoration, og den hænger også på væggen til daglig. Min store fortrydelse er, at jeg ikke købte 10. De var så billige og smukke, men på det tidspunkt faldt det mig ikke ind at gå med dem.

Hvis klædeskab ville du allerhelst låne for en dag?

Ovennævnte Iris Apfels. Jeg tror ikke rigtig, jeg kan bære hendes stil, men jeg er lidt forgabt i hende. Så min drøm ville være, at hun er hjemme, når jeg låner det. Designeren og kunstsamleren Daphne Guinness må have et klædeskab, der er ‘out of this world’, og der kan man jo godt længes efter at være en gang imellem.

Hvilke sæt ender du i på en travl mandag?

Jeg vil ikke sige, at jeg har decideret travlt, men næsten hver mandag står jeg nede i Røde Kors’ genbrugsbutik i Hellerup klokken 10. Da jeg ved, at jeg skal prøve en masse tøj, tager jeg som regel en enkel kjole på, som jeg let kan hoppe ind og ud af.

Hvor finder du inspiration?

Film er en evig kilde. Jeg har en forkærlighed for tøj fra 20’erne, 30’erne, 40’erne og 50’erne, så specielt klassiske Hollywood-film. Også tøjet i Poirot-serien er fantastisk, og chi pao-kjolerne i Wong Kar-Wais ‘In the Mood for Love’ svælger jeg i. Derudover synes jeg, at det er privilegeret, at man kan se spektakulære haute couture-modeshows på YouTube.

Hvor gør du primært dine indkøb, når du shopper til garderoben?

Jeg holder allermest af at gå i Røde Kors og andre genbrugsbutikker og køber ca. 70 procent af mit tøj der. Derudover bliver det til en del hyggelige loppemarkeder og second hand. Ud over sko og undertøj køber jeg sjældent noget fra nyt.

Hvilke skønhedsprodukter kan du ikke leve uden?

Hårprodukter fra Purely Professional. Jeg har fint, tyndt, krøllet hår, der frizzer for et godt ord. At pleje krøllet hår er en videnskab, så jeg købte bogen ‘Curly Girl’. Min søn så den og spurgte: ‘Hvorfor har DU en bog, der hedder Curvy Girl?!’, da min figur er drenget og uden kurver. Jeg tror, konceptet om en bog, der udelukkende handler om krøller var for mærkeligt for ham, men for mig er det en lille bibel. 

Giv et abonnement i julegave - vælg mellem 17 forskellige blade og magasiner - KØB HER

Tag et ekstra kig i montren, når du besøger din genbrug. Du kan være heldig at finde funklende smykker. Endnu et fund gjort i den lokale Røde Kors-butik.

LÆS OGSÅ: Flere fylder garderoben med vinage og loppefund

Hvordan holder du dig sund?

Jeg har kronisk ondt i ryggen, så jeg gør som regel gymnastik en time om morgenen fem dage om ugen. Jeg går tur en halv time om dagen, alene eller sammen med min mand, og cykler en del, da vi ikke har bil. Nu kommer jeg til at lyde helt vildt kedelig: Jeg hverken ryger, drikker eller går sent i seng …

Hvilke gode råd har du til andre, der vil skabe en unik stil ligesom din?

Jeg cykler tit forbi Øregård Gymnasium. Pigerne er ofte smukke, deres tøj er lækkert, dyrt og moderigtigt, men jeg kommer alligevel til at tænke på kommunismens storhedstid i Kina, hvor alle bar en uniform. Så selv om det kan være socialt sundt at være flokdyr, skal man nok ikke kun skæve til ens nære omgangskreds, men forsøge at være åben for indtryk og udtryk, der ikke umiddelbart hører ens egen tid og geografi til. Så kan man kombinere i det uendelige og være uoriginal på sin egen unikke måde.

Hvad skiller du dig aldrig af med?

En dag var jeg lidt trist, gik i en genbrugsbutik og var så heldig at finde en meget smuk vintage Dior-taske. Et par uger senere var jeg til et middagsselskab iført tasken. Det viste sig, at en af gæsterne, en god bekendt, havde indleveret tasken. Hendes mor var lige død, og hun havde arvet den af hende, som i sin tid havde arvet den af sin mor. Jeg følte, jeg burde give den tilbage, men hun sagde gavmildt, at den da var lige mig. Dén skiller jeg mig nødig af med.

Hvilke brands synes du, er mest interessante lige nu?

Der findes så mange kreative designere, der kan blive ved med at trylle med stof, farver, mønstre og snit, så det piner mig at vælge. Men Erdem, Fendi, Ninomiyas Noir, Ferretti, Les Copains og Schiaparelli kan i hvert fald henføre mig.

Hvilken tendens fortryder du, at du hoppede med på?

Jeg vidste med det samme, at lavtaljede jeans og mig ikke var et match made in heaven, men nogle gange er man svag og går imod sit eget bedrevidende. Alle kvinder har mave, så bukser, der skærer lige, hvor man buler mest ud – no, no, no.

Dior-tasken er fra Røde Kors. Kikkerten er købt for 30 år siden i en lille antikvitetsforretning.

Tag et kig indenfor i Anna Lewinskys garderobe nederst i galleriet...

Hvad er dit største fejlkøb?

Hug en hæl, klip en tå – jeg må have et slægtskab med de to onde stedsøstre fra Askepot, for jeg har altid troet, at jeg hjemme på magisk vis ville komme til at kunne passe de sko, jeg ikke kunne passe i butikken.

Hvad ville du ønske, du turde gå i?

Jeg er virkelig ikke et modigt menneske, men tøj er jo sjældent farligt. Så hvis jeg ønsker det, så tør jeg det også.

Hvad var den sidste ting, du købte?

Der var åbenbart Louise i luften den dag, for jeg købte en taske af Louise Fontaine og et tørklæde fra Louise Amstrup – begge lige delikate og fra Røde Kors i Hellerup. 

LÆS OGSÅ: Sådan gør du de bedste kup på loppemarkeder 

TAG ET KIG INDENFOR I Anna LewinskyS KLÆDESKAB HER I GALLERIET:

Anna Lewinskys klædeskab

LÆS OGSÅ: Pia Storm: Jeg har ikke gået i bukser i 10 år