Den moderne variation af en regnbue-is rummer smagskombinationer, som sender såvel store som små i ishimlen. Denne regnbue-is består af en lækker kombination af lakrids, hvid chokolade og hindbær - en moderne udgave af en gammel klassiker. Mængden af hvid chokolade blandet med piskefløde, gør denne regnbue-is vidunderlig cremet og lækker.
Vild med regnbue-is? Få flere opskrifter på hjemmelavet is her!
I denne opskrift på regnbue-is er der anvendt en ismaskine. Den kan godt undværes, men du får et meget mere cremet resultat og en mere lækker regnbue-is med en ismaskine, og så slipper du for at røre i isen hver halve time.
Sæt gerne serveringsglassene i fryseren en times tid, inden du går i gang med din regnbue-is. Så er de iskolde og får ikke isen til at smelte, når du fylder den i.
Sådan laver du regnbue-is:
Regnbueis med hindbær, hvid chokolade og lakrids
(10 personer)
Det skal du bruge til regnbue-is:
Lakridsis:
200 g hvid chokolade
½ dl piskefløde
50 g lakridssirup, fx fra Johan Bülow
2½ dl minimælk
Hvid chokoladeis:
200 g hvid chokolade
½ dl piskefløde
50 g sukker
250 ml minimælk
Hindbæris:
230 g hindbær
150 g sukker
1 dl piskefløde
1 dl mælk
1 citron
Læs også: De 5 bedste is i København!
Sådan laver du regnbue-is:
Lakridsis:
* Varm chokolade og fløde langsomt op i en gryde. Rør rundt til chokoladen er smeltet, og tag straks gryden af varmen.
* Rør lakridssirup i, og dernæst mælk lidt ad gangen.
* Kør massen på ismaskine, og fordel den færdige is i bunden af 10 små glas.
* Stil glassene i fryseren, mens du laver den hvide chokoladeis.
Hvid chokoladeis:
* Varm chokolade og fløde langsomt op i en gryde. Rør rundt til chokoladen er smeltet, og tag straks gryden af varmen. Rør sukker i.
* Rør mælk i lidt ad gangen. Kør massen på ismaskine, og fordel den færdige is oven på lakridsisen. Stil glassene tilbage i fryseren.
Hindbæris:
* Blend hindbær og sukker, og si kernerne fra hindbærrene fra.
* Bland hindbærpuré, fløde, mælk og lidt citronsaft, og kør massen på ismaskine.
* Fordel den færdige is oven på den hvide chokoladeis, og stil glassene tilbage i fryseren indtil servering.
Få flere af Maja Ambeck Vases opskrifter på Chocolat.dk.