Film og tv-serier du skal se i oktober
WEEKEND

ANN LIND ANDERSEN: 5 FILM OG TV-SERIER, DU SKAL SE I OKTOBER

Hvilke tv-serier og film skal du gå ombord i lige nu? Det giver INs kulturekspert, Ann Lind Andersen, fem bud på her.

Du kender Ann Lind Andersen fra bl.a. ’Go’ morgen Danmark’, og du kan også nyde godt af hendes ekspertise hos IN, hvor hun giver sine tips til, hvad du skal have på radaren, når det gælder film og tv-serier lige nu.

LÆS OGSÅ: Fik du set de her film og TV-serier i september? Du kan stadig nå det!

- Kultur afspejler vores samfund – på godt og ondt. Her kan vi udforske og lege med grænserne for, hvad det vil sige at være et moderne menneske. For mig har film og bøger også altid været forbundet med eskapisme. Steder, jeg kunne søge ind i som alternative virkeligheder. Det tror jeg, vi alle har brug for en gang imellem. 

Ann Lind Andersen: Det skal du se lige nu

Ann Lind Andersen har en cand.mag. i filmvidenskab og er en del af Danske Filmkritikere, der uddeler Bodil-prisen.

Her giver hun sine tips til, hvad du skal have på radaren, når det gælder bøger, film og tv-serier lige nu:

Film

’Ditte & Louise’ - Komiske kvinder i filmbranchen

Med en perfekt timing − i kølvandet på #metoo-bevægelsen − er den efterhånden fasttømrede komikerduo Ditte Hansen og Louise Mieritz klar med en film om to midaldrende skuespillerinder og deres kamp for at overleve i filmbranchen. En branche, der er notorisk berygtet for at skylle kvinder i den ‘modne’ alder ud med badevandet. Da de må sande, at de ikke kan få andre roller end som mødre eller ‘gamle ludere’, beslutter Ditte Hansen sig for at klæde sig ud som en mand. Og vupti − så går det straks nemmere. Filmen bygger videre på universet fra komedieserien ‘Ditte & Louise’, hvor de to skuespillerinder spiller opdigtede versioner af sig selv, og ideen til filmen fik makkerparret, da DR sagde nej til at fortsætte serien. Ditte Hansen og Louise Mieritz har selv skrevet manuskriptet, og vanen tro er det pinligt, sjovt og med satirisk bid.

Premiere 13. september

’'Gräns’ - Måske årets mærkeligste film

‘Gräns’ blev kaldt en af de mærkeligste film på årets Cannes Film Festival − og med god grund. Den handler om den svenske grænsevagt Tina, der har den særlige evne, at hun kan lugte folks følelser. Da en mand, som ligner Tina selv, dukker op, ændrer hun syn på sig selv. For hvem er hun? Hvad er hun? Her sætter den unge instruktør Ali Abbasis sans for det lettere besynderlige og spooky ind. Med ‘Gräns’ har han vokset sig til en full-blown, særegen instruktør, der har viljen til at lave anderledes film − bl.a. med en kærlighedshistorie og sexscener, som jeg tør love, at man aldrig har set før.

Premiere 27. september

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

‘The Wife’ - Glenn Close er tilbage i storform

Hun var et af de hotteste navne i Hollywood i 1980’erne. Efter kæmpesucceser som ‘Farligt begær’ og ‘Farlige forbindelser’ var Glenn Close feteret og efterspurgt − og pludselig var hun det ikke mere. Det betyder ikke, at hun er holdt op med at være en fremragende skuespiller, og det får hun lov til at vise i ‘The Wife’, der har danske Meta Louise Foldager Sørensen som co-producent. Close giver her en præstation, der er en Oscar-nominering værdig, og efter seks tidligere nomineringer kunne hun såmænd også gå hen og vinde den. Hun spiller hustru til en berømt forfatter, der vinder Nobelprisen i litteratur. Under turen til Stockholm, hvor han skal modtage prisen, får vi historien om hendes liv − om egne skrivedrømme, der må tilsidesættes for at være assistent for hendes hædersomspundne mand, og et ægteskab, der trods det perfekte ydre rummer mørke hemmeligheder. Det lyder måske ikke af meget på papiret, men instruktør Björn Runge får så meget mere ud af alle lagene, godt hjulpet af et virkeligt velskrevet manuskript, at ‘The Wife’ er en stille, men sand fornøjelse.

Premiere 27. september

Streaming

’Atlanta’ - Multitalent og it-fyr

Det helt store it-navn i amerikansk underholdning er uden tvivl Donald Glover. Et multitalent, der tilsyneladende kan alt. Skrive og producere musik − oftest under navnet Childish Gambino, der med sangen ‘This Is America’ nåede hitlisternes førsteplads – og skrive, instruere, producere og spille film og tv-serier. Det sidste har han bevist med tv-serien ‘Atlanta’, som han har vundet både en Emmy og en Golden Globe for. Herhjemme har den været lidt overset, men hvis man går efter kvalitet, er serien klart værd at tjekke ud. Serien følger to fætre, der forsøger at hustle sig gennem tilværelsen, samtidig med at den ene prøver at slå igennem på Atlantas rapscene. Undervejs tages temaer som homofobi, politivold og afroamerikansk kultur berørt. To sæsoner er ude allerede, og tredje sæson er bekræftet.

Tilgængelig på Viaplaystreaming

’Klovn – tilbage til hverdagen’ -  Akavede og pinlige klovne

Efter otte års pause og to spillefilm er Casper og Frank tilbage med ‘Klovn’ som tv-serie, nu sæson 7. For fans af tåkrummende pinligheder og bizarre situationer er det godt nyt. Siden vi så dem sidst, har Frank og Mia fået sønnen Malte, og sammen med teenagedatteren Fie giver det den altid lidt akavede Frank hænderne fulde. Casper har fundet en ny kone i skikkelse af Lene Nystrøm, som han må indse kan være lidt svær at leve op til. Af andre kendte navne dukker Aura, B.S. Christiansen og Erik Clausen op. Casper og Frank er bedst i sitcom-formatet, og mange hverdagsproblemer i det moderne parforhold bliver spiddet på en måde, så jeg i hvert fald ikke kan lade være med at klukke lystigt. ‘Klovn’ har været savnet, så godt, serien er tilbage.

Tilgængelig på TV 2 Play

LÆS OGSÅ: Det skal du opleve i sensommerens København