Nordstjerne_1
JULEBOLIGER

Boliggalleri: Julevillaen med de seks grantræer

Seks grantræer og en masse kogler og grene har fundet vej 
fra skoven til familien Bachs villa i december.

Egentlig begynder julen, længe før Henriette Bach finder kasserne med pynt frem i begyndelsen af december. Familien er nemlig glade for at gå ture i efterårsskoven, og her har Henriette altid noget med hjem. 

– Min julestil tager afsæt i den nordiske natur, fordi julen for mig er nåletræer, grankogler og grene. Det er også nostalgisk jul, da jeg voksede op med den måde at jule på, fortæller Henriette Bach.

De naturlige fund ligger klar i familiens skur indtil den store pyntedag, hvor Henriette Bach og hendes datter slæber alt frem i køkken-alrummet for så selv at kreere en del af pynten.

– Vi laver en masse fine og forskellige dekorationer såsom kranse til vinduerne og hoveddøren og små krukker, som vi smider en masse pynt i. Og så godt med sløjfer og glimmer. Det er et værre svineri, men vi hygger os med det, og så rydder vi op bagefter, siger hun.

SUKKERTOPPE OVERALT

Ud over de hjembragte sager fra skoven tilføjer Henriette Bach ekstra julestemning med hele seks grantræer indendørs.

I stuen har hun pyntet et stort juletræ i mørke, dramatiske farver, og udsmykningen går igen på nåletræet på trappen.

Traditionen tro får børnene også deres helt eget juletræ. Derudover drysser Henriette Bach med løs hånd små grantræer og sukkertoppe i krukker overalt i hjemmet, hvor hun kan komme afsted med det.

MASSER AF GLIMMER

Julepynten er udvalgt til at flyde naturligt ind i den nordiske stil, hjemmet er indrettet i resten af året. Derfor bruger Henriette Bach også nuancer af grå, grøn, hvid og bordeaux, der ligger i tråd med de farver, som familien allerede bor med.

– Jeg holder af det enkle udtryk uden for mange vilde farver, der larmer, for jeg har brug for ro i vores hjem. Derfor skal julens pynt heller ikke tage magten fra det hele a la Gertrud Sand fra 'The Julekalender'. Pynten skal være en del af vores hjem, som det er, men naturligvis skal her udstråle jul og hygge, og det betyder blandt andet masser af glimmer på grene og kogler, så det skaber den rette julestemning.

Boliggalleri: Julevillaen med de seks grantræer

Nordisk Jul