BOLIGGALLERI

Boliggalleri: Nordisk stenhus i det sydfranske

I Languedoc-Roussillon-regionen har parret Lone og Chris McCourt ført et gammelt stenhus ind i det 21. århundrede og gjort det til både et nordisk og sydfransk hjem.

Forestil dig en typisk sydfransk landsby: Endeløse vinmarker i horisonten, trange labyrintiske gader med gamle stenhuse og et træomkranset torv, hvor café au lait og pastis sippes i takt med solnedgang over lørdagsmarkedet.
 
Sådan omtrent ser det ud i Uzès, en kort køretur fra Avignon i Languedoc-Roussillon-regionen.

Et gammelt stenhus

Byen omkranser tårnet Bermonde, og middelalderarkitekturen gennemsyrer byens lange historie. Et af husene er et stenhus fra 1300-tallet, som engang var hjem for byens kardinal, men som i dag er forvandlet til en nutidig bolig med respekt for det gamle.
 
I dag bor det engelske par, Lone og Chris McCourt, i det, der kaldes et 'Hotel Particulier'. De havde tidligere en sommerbolig uden for byen, men valgte at flytte ind i det store enfamiliehus i hjertet af byen.
 
Efter et halvt års restaurering stod huset klar med respekt for de gamle detaljer og stenhusets særpræg.
 
 

Moden atmosfære

Indretningen består både af et minimalistisk køkken og en moden atmosfære tilsat sydfransk charme, hvor tingene gerne må have patina. Her er masser af træmøbler, som giver varme til det kolde, mønstrede stengulv, og nuancerne er afdæmpede med enkelte farveklatter, der indimellem stjæler opmærksomheden.
 
Møblementet består desuden af vintagestole, industrielle lamper, en dansk designklassiker og Lone McCourts egne grafiske tekstilværker på væggene, der står med rå overflade som dengang for hundredvis af år siden, da huset blev bygget.
 

Boliggalleri: Nordisk byhus i Sydfrankrig

Usèz er en charmerende middelalderby midt i trekanten mellem Alès, Nîmes og Avignon og derfor oplagt til at udforske regionen fra. Byen selv består af en gammel bydel med stenhuse, markeder og restauranter som en typisk fransk landsby.

Her bor: Lone McCourt, tekstildesigner, og Chris McCourt, instrumentmager, der sammen desuden har en møbelvirksomhed.
Bolig:Et fireetagers byhus på 350 m² fra 1300-tallet i byen Uzès i Languedoc-Rossillion-regionen i Sydfrankrig.
Stil: Fransk landstil møder skandinavisk minimalisme.
 
Et moderne køkken kan gøre et ældre hus mindre romantisk og fungere som modvægt til arvefund og vintagemøbler. Køkkenet er fra Vipp.
 
De første bysamfund blev grundlagt i middelalderen, der var præget af to arkitektoniske retninger: den romanske stil og den gotiske stil. Det var på denne tid, man byggede himmelstræbende katedraler og kæmpe monumenter, men også almindelige huse i sten.
 
En enkelt rød eller orange farve går igen i huset og bryder med de ellers nedtonede farver. Det er en effekt, der er nem at gøre efter, uden at hele møblementet skal skiftes ud
 
Har du en stenvæg, du gerne vil have malet, kan det betale sig at vandskure den først. Mørtlen lægger sig nemlig i fugerne, så fladen bliver jævnet ud. Derefter kan muren males eller kalkes.
 
Kunst giver karakter, især når det får lov til at udfolde sig på store flader. Moderne kunst og danske designklassikere i form af Den Spanske Stol gør den sydfranske stil opdateret.
 
I middelalderen håndblæste man vinduesglas, og typisk har vinduer fra den tid blysprosser for at holde de mindre glas sammen. Senere i 1700-tallet begyndte man at sætte flere og flere glas sammen i felter med lodrette og vandrette lodposte af seks felter, fx som et tofagsvindue med seks felter foroven og forneden.
 
Det var under en ferie til Andalusien, at Børge Mogensen fik inspiration til den lave stol med brede armlæn. Sådan så mauriske møbler ud, og han tog idéen med hjem og designede sin egen i 1958, der ligesom andre af Børge Mogensen møbler havde rene linjer og en stringent form.
 
Brugen af fliser er kendt gennem adskillige kulturer – især spredt af maurerne og assyrerne til andre dele af verden. På grund af islams billedforbud har fliser bl.a. været populære i den islamiske kultur, da de kan males med mønstre og bruges som udmykning af fx moskéer.
 
Det er næsten en videnskab at anrette puder i en seng. Oftest ser det pænest ud, hvis man enten har puder stablet oven på eller efter hinanden ved hver plads, eller også at blande et lige ulige antal på tværs af pladserne. Bland i så fald også gerne farver og størrelser.
 
Er der plads til det, kan en stol, kommode eller andre møbler på badeværelset give rummet et hjemligt præg, der smelter sammen med resten af indretningen.
 

Mere inspiration?

Vil du se flere fine hjem? Så kom indenfor i denne franske jagthytte, der er forvandlet til det fineste hjem.